
Hvordan starter du med ciklider
Lidt om hvordan man kan starte som ciklideakvarist.
Når du læser dette, har du måske allerede bestemt dig for
at holde Amerikanske ciklider. Hvis du fortsætter med at læse kan du måske finde
en række tips som du kan have nytte af.
Jeg anvender betegnelsen Amerikanske ciklider som en bred
betegnelse for Syd- Mellem- og Nordamerikanske ciklider. Hvad behøver du så at
vide? Ja, dette spørgsmål rummer mere end jeg ved, og det er kun op til dig at
vælge.
Vil du have et selskabsakvarie for ciklider alene, eller skal det være et
”traditionelt” selskabsakvarie med en blandet besætning?
Vælger du et selskabsakvarie med kun ciklider bliver næste spørgsmål: hvor stort
akvarie og hvilke ciklider vil du have?
Svaret afhænger af hvor meget plads du har til rådighed, samt i nogle tilfælde;
størrelsen på din tegnebog.
Det entydige svar er; så stort som du har plads og råd til! Bliver man bidt af
bacillen bliver akvariet lynendes hurtigt for lille.
Lad os for nemheds skyld gå ud fra at du har et akvarie på
ca. 200 ltr som du vil have ciklider og planter i ( et mindre kan også bruges ).
Et godt valg vil være dværgciklider, dvs. små ciklider på 6-10 cm. Ciklider af
slægten Apistogramma vil være et godt valg. Her er både farver,
interessant adfærd og en størrelse der passer de fleste. Et alternativ kunne
være de Afrikanske Pelmatochromis – arter.
Selv om at fiskene er små, behøver de dog en vis plads, og man bør have et
overtal af hunner til hver han, gerne tre-fire stykker. Akvariet bør have
finkornet grus da fiskene kan finde på at grave en lille smule
og bør
dekoreres med en del rødder; både af hensyn til det dekorative, men også fordi
de giver fiskene steder at gemme sig i.
Små glatte, vandslebne sten kan også lægges i akvariet,
også inde mellem rødderne, da det er med til at skabe smågrotter og gruber hvor
fiskene kan lege.
Man kan også anvende kokosnødder til huler, min metode er,
at jeg giver nødden ”et gok i nødden” med en hammer og får lavet et lille hul i
skallen. Derefter skraber jeg al indmaden ud. Dette går til egen fortæring;
selve skallen bliver derefter renset udvendigt for løse fibre. Til dette er en
stålbørste ganske fortrinlig. Når skallen er ren, skal den koges i 10 minutter,
hvorefter den efter en nedkøling kan lægges i akvariet. Inden fiskene vil tage
den i brug, skal den dog fyldes halvt op med grus; det er som om at de vil have
noget grus til at spytte ud.
Så kommer spørgsmålet; hvor mange dværgciklider kan jeg
have i et 200 ltr akvarie?
Mit bud vil være 2 hanner og 4 – 6 hunner. Antallet af grotte og huler bør være
det samme som hunner, meget gerne flere, så bliver der mindre slagsmål om
lege-pladserne.
Vandet i et akvarie af denne type bør være blødt vand; altså vandværksvand, hvis
du bor i Silkeborg. En lille humus- tilsætning i form af spagnumfiltrering
skader heller ikke.
Hvad og hvilket filter du anvender er op til dig selv. Selv
foretrækker jeg udvendige cirkulationsfiltre, hvor man kan pakke
filtermaterialet efter eget behov, først almindelig filtermateriale og derefter
spagnum.
Indvendige filtre har jeg aldrig været særlig begejstret for; for det første
tager de plads op i akvariet, samtidig med at de ikke kan renses uden at
forstyrre i akvariet, for det andet er der ofte ikke andet til at filtrere
vandet med, end skumgummisvampe.
Et alternativ kan være bundfiltret, hvor vandet suges
gennem bundlaget og filtreres der gennem det samme. Det kan køre i adskillige år
uden at akvariet behøver at blive renset. Man kan benytte et lille trick når man
skifter vand, at sætte slangen ned i udstrømmer-røret, hvorved man får suget
slam med op. Samtidig behøver man ikke at frygte at få suget en fisk op.
Planterne burde ikke give nogle problemer, da
akvariehandleren i dag har et righoldigt udvalg, der burde tilfredsstille de
fleste.
Temperaturen bør ligge på ca. 26 C, da de fleste fisk trives glimrende ved den
temperatur. Skal de bringes til at yngle, skal temperaturen dog hæves til ca. 28
C.
Når det drejer sig om foder er ciklider nemme. De tager alt
fra myggelarver, tubifix til frostfoder.
Hjemmegastronomer kan også prøve at lave deres egen foderblanding af kalkun-
eller oksehjerte, iblandet lidt grøntsager.
Hvis du passer dine fisk godt, med afvekslende kost samt
regelmæssigt vandskifte; har du gjort dit bedste for at fiskene skal have
optimale betingelser. Dette plejer de at belønne ved at gå i leg.
Når du får resultatet i form af yngel og forældrefiskenes pleje og pasning af
den; bliver du garanteret bidt af bacillen og mod den findes ingen modgift!
Alt efter hvilke fisk du vælger kan du få behov for lidt
kraftigere planter. Vælger du ciklider af slægten Aequidens
kan du som
regel klare dig med den samme type planter som ved dværgcikliderne. Blot skal
der være lidt mere plads mellem planterne. Det samme gælder ved
Geophagus-slægten.
Det kunne være at du havde lyst til at prøve et biotop-akvarie. Biotop-akvarie?
Et biotop-akvarie er et akvarie hvor man forsøger at tilnærme sig fiskenes
naturlige miljø så tæt som muligt.
Lad os antage at du vil lave et akvarie til ciklider fra
slægten Geophagus og du vil have de større arter som
G. daemon eller
G. jurupari. De bliver ca. 25 cm lange, men dette bør ikke
afskrække nogen, da de er ligeså fredelige som de er store. Derimod behøver de
en anelse plads, så et akvarie på 300 til 500 ltr er passende til en 6-8
stykker.
Bundlaget skal være finkornet, da de tilhører arten
jordspisere.
Dette betyder ikke at de bogstavelig talt æder jord, men, at de finder deres
foder i bundlaget ved at de tager en stor mundfuld grus og filtrerer det
spiselige fra, mens gruset står ud mellem gællerne på dem.
Dette får de det meste af dagen til at gå med, så det er klart at, hvis man ikke
vil have fisk der graver skal man ikke kigge her.
Akvariet kræver samtidig et stort filter, for at vandet ikke skal plumres totalt
til.
Planterne skal være nogle kraftige typer som; kæmpevallisneria og sværdplanter.
En anden god plante er microsorum der kan bringes til at gro på rødder,
sten og lignende.
Der findes andre typer af Amerikanske ciklider at vælge i
mellem. Mange af typerne findes overvejende i Mellemamerika, bl.a Zebracikliden,
Cichlasoma nigrofaciatum eller Rødstrubet Ciklide,
C. meeki som
flere har haft på et eller andet tidspunkt i deres akva-karriere.
Men der er mange flere, det er blot at vælge og vrage. Det største problem er at
finde dem i forretningerne, da de ikke ligefrem er på dyrehandlernes top-ti
liste, men nogle plejer man altid at kunne få fat i.
Lykke til med de mest interessante af alle akvariefisk;
nemlig ciklider.
|